Behandling af trikotillomani (tvangsmæssig udrivning af hår)

Vi har alle sammen følt trang til at rive vores hår ud i frustration på et eller andet tidspunkt. Men vidste du, at der findes en medicinsk tilstand kendt som trikotillomani, hvor præcis det sker? Mennesker med denne tilstand kan finde på at rive hår ud af hovedbunden eller andre områder som øjenvipper eller øjenbryn. Det er en impulskontrolforstyrrelse, det vil sige, at personen ikke er i stand til at beherske impulsen til at hive håret ud. De oplever en intens trang til at gøre det og føler en stigende spænding, indtil det er gjort. Og som regel er der en følelse af lettelse bagefter. Omkring 1 eller 2 personer ud af 50 oplever trichotillomani på et tidspunkt i deres liv, og det er mere almindeligt hos kvinder.

Trichotillomani starter som regel i den sene barndom eller tidlige pubertet og kan udløses af stress eller depression. Denne kropsfokuserede gentagne adfærd kan også forårsage fysiske effekter som vævsskade og infektion. Nogle gange indtager folk, der hiver deres hår ud, det også. Det kan føre til dannelse af hårboller i maven eller tarmene, som kan kræve kirurgisk fjernelse.

Her er et kig på, hvad der kan forårsage denne tilstand, og hvordan du kan håndtere den.

Hvad forårsager trikotillomani?

Vi ved endnu ikke, hvad der forårsager trikotillomani, men eksperter har fremsat visse teorier – det menes at være en form for afhængighed, en måde at lindre angst eller stress på, og i nogle tilfælde en form for selvskade. Da det er en form for tvangsadfærd, anser nogle eksperter det for at være relateret til obsessiv-kompulsiv lidelse. Man mener også, at genetik, hjernekemi og hormonelle forandringer spiller en rolle i denne lidelse.

Hvordan genkender man trikotillomani?

Mange gange vil personer med trikotillomani benægte, at de trækker håret ud, fordi de føler sig flove eller skamfulde. Eller de er måske ikke bevidst om, at de trækker håret ud. I begge tilfælde kan nogle få ledetråde afsløre, om en person har trikotillomani:

I tilfælde, hvor en person ikke er bevidst om sin adfærd, kan man spørge, om vedkommende “leger” med sit hår, f.eks. ved at vride eller sno håret eller hive i spidserne. Dette trin hjælper med at undgå direkte konfrontation. Det er også nyttigt at forklare personen, at nogle mennesker ofte ubevidst hiver ud i håret, mens de ser fjernsyn, læser eller studerer. På den måde føler patienten ikke, at han eller hun bliver bebrejdet.

Personer med trikotillomani har ofte andre lignende gentagne vaner med fokus på kroppen som at pille i huden, bide negle eller bide læber. Det kan være en hjælp at tjekke for disse vaner.

Håret er ikke let at trække ud ved trikotillomani, hvorimod det er lettere at trække ud ved en tilstand som alopecia areata, der forårsager hårtab. En hårtrækningstest kan afgøre, om håret er løst og hjælpe med at bekræfte denne medicinske tilstand.

Naturligt forekommende hårtab har tendens til at efterlade en glat skaldet plet. Men ved trikotillomani kan man måske mærke en stub i områder, hvor man for nylig har trukket i håret. Du kan også finde knækkede hår af varierende længde og nogle tråde, der er knækket midt på skaftet.

Trichotillomani i øjenvipperne er normalt forbundet med de øverste øjenvipper. De nederste øjenvipper, som er kortere, sværere at få fat i og mere smertefulde at trække ud, kan efterlades intakte.

Hvordan overvinder man trikotillomani?

Kognitiv adfærdsterapi, en slags samtaleterapi, er den foretrukne behandling af trichotillomani. Nogle læger kan ordinere medicin som supplement til samtaleterapi. Kognitiv adfærdsterapi fokuserer på at identificere tanker og adfærd, der kan være problematiske, og ændre dem, så du kan fungere bedre. Vaneomlægningstræning og omfattende adfærdsbehandling er almindeligt anvendt i kognitiv adfærdsterapi til at tackle trichotillomani. Tilføjelsen af tilgange som accept- og engagementsterapi og dialektisk adfærdsterapi har vist sig at forbedre effektiviteten af disse terapier.

Træning i at vende vaner

Vaneomlægningstræning fungerer ved at hjælpe patienten med at identificere og fokusere på situationer, hvor hårtrækning normalt forekommer. Dette er kendt som opmærksomhedstræning. Det kombineres med træning i konkurrerende respons, hvor patienten lærer at erstatte sin adfærd med en anden respons, som vil stoppe hårtrækningen. Hårtrækningen kan f.eks. finde sted, når personen keder sig, eller når de ser fjernsyn. Når de er klar over det, kan de erstatte det med en anden handling, når de føler trang til at trække i håret. For eksempel kan de knytte hånden til en knytnæve eller spænde armmusklerne for at “låse” armene og forhindre sig selv i at hive i håret. En anden del af vaneændringstræning er social støtte, og det indebærer, at familie og venner giver positiv forstærkning, når personen anvender en konkurrerende reaktion i stedet for at hive i håret.

Omfattende adfærdsmæssig behandling

Ifølge den omfattende adfærdsmodel trækker en person i håret, fordi det opfylder et specifikt behov (eller behov). Det kan f.eks. hjælpe dem med at falde i søvn, slappe af eller føle, at de har nået et mål. Når man har forstået, hvorfor, hvordan og hvor en person trækker i håret, designer denne model en intervention, der adresserer det behov, der opfyldes ved at trække i håret. Hvis kløe f.eks. er en udløsende faktor, der fører til, at man hiver i håret, kan man opfordre patienten til at bruge en kam for at lindre kløen, uden at fingerspidserne rører ved hovedbunden. Eller hvis en person trækker i håret for at dæmpe bekymrende tanker, kan vedkommende blive undervist i alternative måder at håndtere stress på.

Accept- og engagementsterapi

Acceptance and commitment therapy søger at fremme en øget accept af trangen til at hive i håret uden at forsøge at eliminere den. Under denne terapi opfordres patienten til at opleve negative følelser, der fører til eller kommer efter hårfjerning, uden at dømme dem. Og de vil blive undervist i, at tanker, følelser og trang er midlertidige begivenheder, som de kan vælge ikke at reagere på.

Dialektisk adfærdsterapi

Dialektisk adfærdsterapi er en anden tilgang, der kan forbedre effektiviteten af andre adfærdsterapier. Den indeholder komponenter som mindfulness, følelsesregulering og tolerance over for stress. Mindfulness fokuserer på at leve i nuet og opleve fornemmelser og følelser uden at dømme (et begreb lånt fra buddhismen). Følelsesregulering fokuserer på at lære folk at håndtere følelser bedre uden at trække i håret. Distress tolerance fokuserer på at gøre en person i stand til at komme igennem en kortvarig krise ved at acceptere virkeligheden og forsøge ikke at gøre tingene værre ved at engagere sig i negativ adfærd (som at trække i håret). Denne terapi kan involvere teknikker som at visualisere et vellykket resultat af krisen, finde grunde til at være taknemmelig, hjælpe en anden, slappe af gennem dyb vejrtrækning, lytte til musik osv.

Støttegrupper

Når man hører om, hvad andre mennesker med denne lidelse kæmper med, ved man, at man ikke er alene. Det kan også være en kilde til inspiration i deres egen kamp mod trichotillomani. Den følelsesmæssige støtte og fællesskabsfølelse, som en person får fra en støttegruppe, kan være uvurderlig, når man skal håndtere denne tilstand.

Alternative behandlingsformer at overveje

Da trichotillomani kan være relateret til tilstande som angst og obsessiv-kompulsiv lidelse, kan du også spørge din læge, om alternative behandlingsformer, der virker på disse tilstande, vil være nyttige for dig. Du kan afprøve terapeutiske teknikker som hypnose, biofeedback og dyb vejrtrækning.

Trikotillomani hos børn

Trichotillomania udvikler sig normalt hos børn i alderen 11 til 15 år. Men der er også mulighed for, at det opstår tidligere – trikotillomani er endda blevet rapporteret hos børn helt ned til et år. Ifølge eksperter ligner hårtrækning hos meget små børn aktiviteter som at sutte på tommelfingre eller bide negle, og simpel vejledning fra forældrene kan hjælpe dem med at vokse fra det. Små børn reagerer også rigtig godt på behandling, selvom forældrene er nødt til at styre behandlingsprocessen med vejledning fra en terapeut. Når børnene bliver ældre, vil det øge chancerne for succes at lade dem deltage i udviklingen af strategier og interventionsteknikker.